Om Skælskør
På den sjællandske vestkyst findes skønne Skælskør – en by rig på kulturliv, begivenheder og kunstnere.
På gåtur igennem byen fornemmes en summen af liv. Fra havet, der bruser ved havnen midt i byen, til de lokale der sludrer henover cyklen. Med en pakket aktivitetskalender har Skælskør altid noget at byde på, for alle størrelser. Er du på besøg i Skælskør hjælper byens turistkontor, bykontoret, gerne med gode tips eller oplevelser i Skælskør, man ikke må gå glip af.
Skælskør er en gammel havneby, hvor handel, håndværk og fiskeri gennem flere hundrede år har hørt til bylivets basale gøremål. Byen ligger, hvor fjord og nor mødes – med havnen midt i byen og to broer, der binder de to gamle bydele sammen. Byen er velbevaret med mange gamle huse og gårde og en smuk handelsgade, hvorfra passager fører op til dagligvaretorvet. Det smukke bymiljø og den høje grad af uspoleret autenticitet får mange besøgende til at lægge vejen inden om Skælskør. Byen har kun 6000 indbyggere, men kunsten og kulturen blomstrer i Skælskør
Rig på kunst og kultur
Kunsten har vundet en stor plads i Skælskørs hjerte og sjæl og i de senere år er identiteten som Kunstnernes By blevet stadig tydeligere. Det rige kulturliv blomstrer med de mange kunstnere, som har bosat sig byen. Med flere gallerier og værksteder, kunsttalentklasse og billedskole, og en meget aktiv kunstforening rummer Skælskør mange professionelle kunstnere og designere. Skælskør rummer også Guldagergaard, et Internationalt Keramisk Center. Det kunstneriske islæt har sat sit mærke på Skælskør i den allermest bogstavelige forstand, for med farverige og kreative brosten rundt over hele byen er der ingen grå og kedelige fortove i Skælskør.
Med de mange ildsjæle og iværksættere i byen er en række store årlige events blevet til med masser af besøgende fra hele landet. Drengerøvsaften, Keramikfestival, Matadordag og Kulturel Folkefest er blandt højdepunkterne. Læs om de tilbagevendende events her, og find den fulde aktuelle begivenhedskalender her. De mange iværksættere og kreative sjæle organiserer sig i de fleste tilfælde i foreninger; det giver byen et rigt foreningsliv, der med garanti giver alle interesserede et sted at engagere sig.
Trods byens størrelse, har Skælskør mange butikker, et stort udbud af spisesteder og overnatningsmuligheder samt masser af servicefag – fitnesscenter, tandlæger, læger til revisor, advokat, bogholdere etc. Her er også flere Bykontoret i Algade står klar til at informere turister, gæster, tilflyttere og alle andre om byens tilbud og aktuelle events.
Byens historie
Skælskør – en købstad med næsten 800 års historie
Skælskør nævnes for første gang i 1231. Byens historie kan inddeles i Middelalder, Renæssance, Enevælde, Industrialisering, 1900-1950 og 1950 til i dag.
Der er forskellige indgange til at lære mere om Skælskørs historie
- Et besøg på bymuseet i Algade 2. Se mere her og åbningstider her.
- Foldere om byens historie, som fås på Bykontoret, Algade 11.
- I H. C. Andersens Fodspor på Sjælland og Møn: hæfte på 40 sider om eventyrdigterens besøg i området – udgivet i 2005 ifm. 200 året for hans fødsel. Læs det her
På besøg i Skælskør: tre film om byens historie
TV Sydsjælland lavede i 2017 tre film om Skælskørs historie. Hans Jørgen Konradsen – mangeårig lærer på den tidligere Skælskør Højskole – guider her levende igennem byen og dens historie:
Her er fokus på området nær havnen, hvor vi får indblik i både byens nuværende forhold og den tid der ligger langt tilbage.
Her kommer vi rundt i byen sydvest for kanalen, hvor vi bl.a besøger kirken og Rådhuset.
Her besøges bl.a kunstnere, skuespillere og ikke mindst Guldagergaard.